Weekendavisen Copenhagen - Denmark 27. februar 2004, 3 sektion, bøger, side 8 "Fuck you" Verdens farligste postkortskribent. Dr. Reinhold Aman er klodens førende ekspert i bandeord. Indtil videre har det kostet ham jobbet og pensionen, konen og bilen, formuen og friheden. Af Knud Romer Jørgensen »Gid du må blive kneppet af et æsel! Gid din kone må blive kneppet af et æsel! Gid dit barn må kneppe din kone!« Det er en ægyptisk forbandelse fra det 23. dynasti, den ældste i verden, 3.000 år gammel, og den står skrevet i hieroglyffer på medlemskortet til »The International Maledicta Society« - en forening, som dyrker studiet af skældsord. Den tæller over 9.000 medlemmer fra hele verden, akademikere og glade amatører, kändisser og læserbrevsskribenter, og den er en enkelt mands værk: Dr. Reinhold Aman... Uncle Mal. Aman har viet sit liv til en overset niche i sprogvidenskaben, skældsord - eller »maledicta«, som han kalder dem (latin, male: dårlig; dicta: ord). Hans mål er storslået, han har sat sig for at registrere hver eneste anstødelige glose på Jordens overflade. Det er en regulær besættelse: »Jeg har brugt mere end 30 år på det her, dag og nat har jeg knoklet som en rasende bæver. Der er så meget, der skal gøres.« Aman vil være for bandeord, hvad brødrene Grimm var for folkeeventyr, og gå over i historien som maledictologiens fader - koste hvad det vil! Indtil videre har det kostet ham jobbet og pensionen, konen og bilen, huset, formuen og friheden. Aman kan bande på 220 sprog, og han har haft brug for det. Han taler efterhånden kun i skældsord som Kaptajn Haddock og skyder på alt, hvad der bevæger sig, især hvis det drejer sig om offentlige myndigheder - »Legal Scumbags, Fucking Federal Nazis and the U.S. Government Gestapo!« Aman har altid været hidsig i det, også før ulykkerne begyndte at regne ned over ham, og langt hen ad vejen er maledictologien et absurd eksempel på sammenfaldet mellem videnskabeligt projekt og personlighed. »Leben und Werk«, som det hedder: Selvfølgelig kan den førende specialist i bandeord ikke være andet end en kværulantforrykt, gammel mand. Men der er nu heller ikke noget at sige til, at han er sur og føler sig forfulgt. Han er en af de få professorer i tysk sprog og middelalderlitteratur, der er blevet ruineret af sine filologiske interesser og havnet i højsikkerhedsfængsel på grund af et par postkort. Reinhold Aman er enten verdens farligste postkortskribent - og hvor farligt kan det være? - eller også har han bare været meget, meget uheldig. HIMMIKRUZIFIXHERRGOTTSAKRAMENT! - de kan bande i Bayern, og her bliver Reinhold Albert Aman født i Fürstenzell i 1936. Han vokser op i Straubing og Oberschneiding, studerer til kemiingeniør i Augsburg og arbejder i Frankfurt og München, inden han i 1957 emigrerer til Montréal, Canada, og videre til USA i 1959, hvor han finder job som kemiingeniør og bliver gift. »Gift i 1960. Skilt i 1990 efter 25 års tiltagende helvede,« som han siger om ægteskabet. Han får datteren Susan i 1964, og det kan få en til at tvivle på forældrelykken, at Aman året efter hendes fødsel kaster sig over skældsordene og grundlægger »The International Research Center for the Study of Verbal Aggression«. Samtidig starter han arkivet over kildemateriale og litteratur om emnet, »The International Maledicta Archives«, der siden er vokset til omkring 4.000 bøger, 18.000 sider publiceret forskning og 6.000 bibliografiske referencer og resumeer. Det er ambitiøst at kalde sin hobby for internationalt forskningscenter og virker en smule barnligt, når han udnævner sig selv til overarkivar/direktør - og hans lidenskab for skældsord og bekrigelse af omgivelserne går allerede hånd i hånd med en god portion storhedsvanvid. Det er ham i centrum og ham mod hele verden, paranoia... er det ikke nærmest et synonym for at studere forbandelser? Der er også Amans herkomst at tage i betragtning: tysk jøde - det skulle give rigeligt at bande over. For at gøre slemt værre vælger han at gøre en akademisk karriere ud af fritidsinteressen og studerer germansk filologi. Han skriver doktordisputats i 1968 - en 274 siders analyse af slagscenerne i et heroisk epos fra det 12. århundrede, »Der Kampf in Wolframs Parzival« - og bliver assisterende professor ved University of Wisconsin-Milwaukee og går så ellers i krig med at forske. Aman lægger ud med en afhandling om sjofle ordspil - Sinnliches. German Wordplays (Milwaukee, 1971) - og en anden om brugen af nedsættende betydninger i det tyske sprog, Psychological, Literary, and Linguistic Aspects of German Pejoratives (San Francisco, 1972). Hans første større værk er en »psyko-lingvistisk introduktion til sproglig aggression« med en ordbog over 2.500 bayriske og østrigske bandeord, Bayrisch-österreichisches Schimpfwörterbuch (München, 1973). Bogen kommer i flere oplag i 1978, 1983, 1986, 1996, men er nu udgået takket være »forlagets stinkende dumme, luddovne konsulenter«. Han fortsætter med pik og kusse i det engelske sprog, Pornographia: Picturesexed Words (Milwaukee, 1974) og sætter trumf på med den sammenlignende analyse i politisk retorik, NIXLER: The Prosaic Poetry of Richard Nixon and Adolf Hitler (Milwaukee, 1974). Provokationen er ikke til at tage fejl af, og NIXLER lader til at have været dråben. I 1974 bliver hans ansættelse ved universitetet ikke fornyet på grund af uoverensstemmelser. På vej ud ad døren kalder han institutlederen for »et kedeligt røvhul«, men vender tilbage og retter det til: »Når jeg ser dig, falder mine fødder i søvn.« Det er temmelig lamt for en mand, der kan bande på 220 sprog, og Aman undskylder: »Jeg er en professionel til at bande, men af og til tager min hypotalamus over, og jeg bliver så vred, at jeg holder op med at tænke.« Han gør indsigelse mod fyringen, men taber - og mister den sidste rest af respekt for universitetet og akademikere, »kakademikere«, som han kalder dem: »Disse skvathoveder uden hjerner. Folk kommer til skade og bliver dræbt hver dag på grund af fornærmelser, men de nægter at studere dem, fordi emnet er uanstændigt.« Det skal ikke blive det sidste, de hører fra Aman. Den offentlige tolerance over for »uartige ord« var lav, da Aman gav sig i lag med dem, og han kunne være sikker på at vække anstød i Milwaukee, Wisconsin - »Waukeshit«, som det hedder ifølge Aman. Lenny Bruce var lige blevet arresteret under en natkluboptræden i San Francisco, fordi han kaldte en af transvestitterne i showet for »cocksucker«, og hvis det var strafbart at bande på scenen i en natklub, var det ikke noget i forhold til aviser, film og fjernsyn, hvor ord som »fuck« og »cunt« ville have udløst en skandale i det pæne USA. De var tabu og kunne ikke findes i Oxford English Dictionary før 1972 - og skældsord var i hvert fald ikke noget passende forskningsområde for en professor ved universitetet, »Dungheap U« eller »Arschloch U«, som Aman konsekvent kalder det: »Vores forskningsområde er så gammelt som menneskeheden, men Det Ædle Akademi på Dungheap U nægter at anerkende dets eksistens.« Sådan skriver Aman i indledningen til sit tidsskrift, Maledicta - The International Journal of Verbal Aggression. Det udkommer i 1977 og havde været undervejs i 3 år, siden han blev fyret og tog sagen i egne hænder. Han stiftede »The International Maledicta Society« i 1976 og indsatte sig som præsident og begyndte at indsamle penge fra abonnenter, så han kunne gå i felten for studiet af skældsord - og bekæmpe parnasset på »Arschloch U« med ord, der næppe lader sig oversætte til dansk: »fartfaced colleagues« og »biodegradable nitwits« og »amoeba-brained cacademoids«, og hvad han ellers får svinet kakademikerne til med i manifestet. Han er i opposition og en mand med en mission, og han har sit eget medie, »Maledicta«! Aman står for layout og trykker selv første nummer af »Maledicta«, der ligner en videnskabelig publikation på en prik og indeholder bidrag om alt lige fra »Talking Dirty in Cuban Spanish« og »How to Judge People's Character by Their Farting Styles« til en undersøgelse om »Sarcastic Interrogative Affirmatives and Negatives«, dvs. retoriske spørgsmål, der bruges som sarkastisk kommentar: »Er himlen blå?«, »er paven katolik?«, »vokser der penge på træer?«, »skider bjørne i skoven?« Oplaget er på 5.000 eksemplarer, og Aman når efterhånden op på 2.500 abonnenter og kan med nød og næppe forsørge kone og barn, som han lever med i et beskedent træhus. Han tilbringer de næste 12 år med at skælde ud og forske i bandeord og indsamle materiale og udgive 10 numre af »Maledicta«, der dækker hele feltet mellem graffiti i det antikke Rom og pædofiles slang, eufemismer for »prut« på polsk og ulækre spisekort, mens gælden vokser ham op over begge ører, og så sker det uundgåelige i 1989 - hans kone, Shirley Beischel, vil skilles. Det er der for så vidt ikke noget at sige til, og Aman vil bare have det overstået, men her havde han forregnet sig og glemt det amerikanske fænomen, som hedder advokater, skilsmisseadvokater. Inden han får set sig om, er Shirleys advokat i gang med at tørre ham for alt, hvad han ejer og har - og ikke har. Han skal betale halvdelen af sin mors arv, husets værdi, indboets værdi, bogsamlingens værdi, forventede indtjeninger fra »Maledicta« og alle konens udgifter til advokat og retssag. Aman er ruineret, han er rasende, og han må have luft. Aman griber til det eneste middel, han kender: bandeord. Konen modtager to postkort, hvor han har klippet bogstaver ud af avisen som i trusselsbreve og skælder hende hæder og ære fra i en sort humor, som hun burde være bekendt med efter 30 års ægteskab. Samtidig skriver han pamfletten »Legal slimebags of Wisconsin« om de uretfærdigheder, han er blevet udsat for, og gør grin med dommeren Marianne »Peckerhead« Becker, skilsmisseadvokaten Charlie »Filthy« Foullips (»Divorce Shyster, Also Known As Sewer Rat, Liar, Hyena, Vulture, Barracuda!«) og andre »black-robed swines« og sender den til et bredt udvalg af jurister i Wisconsin. Det skulle han ikke have gjort. For modtagerne tager ham på ordet, og Aman bliver arresteret - af en styrke på syv politibetjente - og får nu den fulde, bogstavelige betydning af sproglig aggression at føle... lovens bogstav. Aman bliver sigtet for i fem tilfælde at have forbrudt sig mod straffelovens paragraf 876, stykke 18: »Mailing threatening communications«. Strafferammen er i hvert enkelt tilfælde op til 5 års fængsel og en bøde på $250,000, og han står til 25 års fængsel og $1,25 millioner i bøder. Der er ingen penge tilbage til at betale en forsvarsadvokat med, og Aman må tage de beskikkede advokater - Jeff »Bullshitter« i San Francisco og John Miller »Kuntbrain« i Milwaukee: »lazy, lying, incompetent schmucks who would have lost against any brain-dead, microcephalic government flunkey shyster!« Han tilbringer 7 måneder op til retssagen i husarrest med elektronisk overvågning om anklen og ender med at modtage en dom for sprogbrugen i pamfletten og postkortene på 3 gange 27 måneders ubetinget fængsel samt en betinget dom på 3 år. Det er døren, som smækker i, og nøglen drejes om. OKTOBER 1993 - en måned efter at han undergår en hjerteoperation - bliver Aman indsat i Federal Correctional Institution, Terminal Island i Californien, det første i en lang række af mellem- og højsikkerhedsfængsler. Han bliver flyttet fra fængsel til fængsel som straf for, at han fortsætter med at bande og svovle og holde på sine rettigheder over for myndighederne og fængselsvagter (»Officer Abehjerne«) - og han ser indersiden af Sonoma County Jail i Santa Rosa, Federal Building i San Francisco, Alameda County Jail i Santa Rita, Federal Prison Camp i Lompoc og Federal Prison Camp i Dublin. Efter 1-1/2 år i kæder og orange fangedragt lykkes det Aman at få reduceret straffen på grund af en procedurefejl i retssagen, og han bliver overført til resocialiseringscentret i San Francisco og endelig prøveløsladt i 1995. Amans prøveløsladelse varede 3 år frem til marts 1998, og hvis han bandede en gang for meget i den periode, eller rejste uden for det tilladte område i Californien, var det tilbage i fængsel uden pardon. Det første, han gjorde, da han kom ud i 1995 - han stod på gaden uden en klink og måtte tigge penge af abonnenter og medlemmerne i »The International Maledicta Society« - var at skrive endnu en pamflet: »J'accuse! ET ÅBENT BREV TIL JANET RENO, STATSANKLAGER, U.S. DEPARTMENT OF INJUSTICE fra Reinhold Aman, Ex-statsfange Nr. 03873-089 og verdens farligste postkortskribent.« Det er et åbent brev til justitsministeren, hvor han fremlægger sin sag, og Aman går amok. Han kalder statsanklageren for »Heinrich Himmlers bastardsøn« og »en anklage-liderlig Gestapo-søn-af-en-luder« og dommeren Joseph Stadtmüller for »Scatmüller« og anklager retsmaskineriet og fængselsvæsenet i en jeremiade, som inkluderer en lang liste af navne på dommere og advokater under overskriften »De følgende er uduelige, dumme, dovne, løgnagtige, feje, hykleriske, skinhellige, moralsk korrupte, rygdolkende og stinkende juridiske møgdyr« - og ender med udfordringen, »So sue me, legal scumbags!« Han ved godt, at han leger med ilden, men han kan ikke lade være, det er det hele værd: »Betænksomme venner - med mere fornuft end jeg - har bønfaldt mig om ikke at stille op til pissekonkurrence med stinkdyr. I værste fald kan den lille gamle Scatmüller finde en obskur lov, som kan sende mig tilbage i fængslet i mange år. Men hvis jeg bliver oversprøjtet med stinkdyrpis igen, vil jeg da i det mindste have den tilfredsstillelse, at jeg mentalt har sparket Dem i deres hentærede små kugler. Det er værd at gå i spjældet for.« Pamfletten udkommer sammen med den ordbog, som Aman selvfølgelig har arbejdet på under fængselsopholdet, hvor han systematisk registrerede fangernes skældsord og slang. Han kalder den for Hillary Clinton's Pen Pal: A Guide to Life and Lingo in Federal Prison (Maledicta Press Publications 1996) og indleder den med et »Welcome Inside, Hillary!« Det er bitter satire, når han forklarer, at Hillary Clinton før eller siden vil blive dømt for anklagerne om bedrageri og ulovlig grundhandel og andre kriminelle forhold, og for at hjælpe hende med at begå sig i fængslet har hun her et leksikon over fangernes sprog, så hun for eksempel ved, hvad det betyder, når en eller anden lesbisk indsat gør hende til sin »bitch«. Aman vedføjer en guide til overlevelse i fængslet, »Basale overlevelsesteknikker« og sender ordene efter den: »Følg mit råd, fru Clinton, og du vil afsone din straf uden at tage større fysisk eller psykisk skade. Du vil forlade spjældet sejere end nogensinde. Hvis Bill synes, du er en hård kælling nu, vil han blive rædselsslagen, når du kommer ud.« Han slutter af med at gøre sig til varm fortaler for en fængselsreform og dedikerer bogen til alle fanger og deres familier og børn - og kaster den fra sig som en bombe med pegefingrene i begge ører. Denne gang slipper Aman for videre tiltale, og han kan fortsætte, hvor han slap, da han blev skilt seks år tidligere. December 1995 udkommer »Maledicta 11« med et triumferende »We're back!« Han lægger ud med at piske læserne for ikke at have støttet ham i nøden - »Cirka 4.800 'venner af Maledicta' gav ikke en rottes røv, de var for nærige eller ufølsomme til at hjælpe mig i de deprimerende dage, ikke engang 10 bucks kunne de sende« - og gengiver det åbne brev til justitsminsteren. Og så er alt ellers tilbage ved det gamle med artikler om stand-up komikeres rutiner, når de bliver angrebet af publikum - »Du Er Grim, Din Pik Er Lille, og Alle knepper Din Moder« - og bandeord i Ny Guinea, engelske annoncer for telefonsex, slang i mexicanske restauranter, skatologien i Mozarts breve og andre bidrag til den uendelige maledictologi. Det er sådan set, hvor vi er i dag. »Maledicta 13« er på vej, og Aman overlever på indtægterne fra tidsskriftet og bogudgivelser som Opus Maledictorum: A Book of Bad Words. A new anthology from Maledicta vols. 1-11. (Marlowe & Co., 1996) og Talking Dirty: A Bawdy Compendium of Abusive Language, Outrageous Insults & Wicked Jokes. An anthology from Maledicta vols. 1-10 (Robson Books, 1993), der begge samler bidrag fra de første numre af »Maledicta«. Han udsender et nyhedsbrev med korte indslag om fornærmelser, skældsord, skatologi, sjofelheder, censur, boganmeldelser - »Maledicta Monitor« - og han er endda gået så vidt som til at producere merchandising i form af en kalender, »Dr. Aman's Insult Calendar« (med 366 uforskammetheder i enstavelsesord), og visitkort med fornærmelser, »Maledicta Insult Cards«: »Tak fordi du ikke prutter«, »Kys min røv!« på jiddisch, »Gid du må blive kneppet af et æsel!« i hieroglyffer og »Dit røvhul!« i stregtegning. Hvad gør man ikke for at lave lidt penge? De koster $1, og det er uforskammet billigt. Aman arbejder stadig på sin autobiografi om oplevelserne i det amerikanske retssystem og fængselsopholdet, som har haft en traumatiserende effekt på ham, ingen tvivl om det. Det første, man møder, når man går ind på det website, som han passer ved siden af alle sine andre aktiviteter, er et møgfald: »Advarsel! Denne hjemmeside specialiserer i ucensureret sprogforskning, som er beskyttet af Forfatningen. Hvis du er under 21, umoden, en skidepose med advokatsalær, en overfladisk journalist, et p.c.-kryb, eller hvis du bliver fornærmet af ord, så skrid.« Aman er besat af sin sag, hvor klagerne over hans uretfærdige skæbne og tilsviningen af dommere og advokater (»black-robed swines«) og bekæmpelsen af myndighederne (»Legal Scumbags, Fucking Federal Nazis and the U.S. Government Gestapo!«) og kakamedikerne og universitetet (»Arschloch U«) og det renskurede Milwaukee, Wisconsin (»Waukeshit«), og kampen for skældsord som sprogvidenskabeligt felt - hans felt, hans ekspertise, »maledicta«! - ikke længere er til at skille fra hinanden. Det er ham mod hele verden i en uhæmmet svada af eder og forbandelser. Nu har Aman banet - og bandet - sig vej til en slags berømmelse ved at blive ved med det samme i 35 år. Og han er ved at blive et begreb. Chicago Tribune omtaler ham som »The Noah Webster of verbal aggression« - og hvis Hollywood konsulterer Rock Galotti om skydevåben, så er det Aman, man henvender sig til for at få råd om ludernes slang i Saigon under Vietnamkrigen, »Me so horny. Me love you long time«. For al den modgang han har oplevet, er han godt på vej til at nå sit mål og indskrive sig i sprogvidenskaben som manden, hvis navn for altid vil være synonymt med forbandelser... Uncle Mal. ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ Knud Romer Jørgensen er forfatter og har sit eget reklamebureau. Copyright © Knud Romer Jørgensen / Weekendavisen 2004 Back to "News - Reviews - Interviews"